Guds ord havde bare lydt:
Hvorfor kom Johannes Møllehaves julesalme, Hyrderne stod på marken, fra 1970 aldrig med i salmebogen? Var det de skæve versefødder? Eller var det den socialrealistiske skildring af de stakkels fattige hyrder, der stod på en ”almindelig” mark en ”almindelig” nat, der ældedes lidt for hurtigt?
Hvordan kunne Møllehave dog også nænne at underspille de mirakuløse omstændigheder omkring den afgørende begivenhed i Betlehem?
Strofe 5 rummer salmens pointe: Og alting var ved det gamle, og dog så usigeligt nyt, og intet var anderledes. Guds ord havde bare lydt:
Gud lod sig julenat føde som menneske for at give afkald på sin almagt, så han kan være til stede som menneske midt iblandt os. Det var både en historisk begivenhed, men det er også en ny realitet for os, hver gang vi hører juleevangeliet tale ind i vores ”almindelige liv”.
Møllehaves tekst fortjener en ekstra chance. Lyt gerne til Jakob Lorentzens fine sats fra 1996 til Hans Dals melodi, som kan findes i en smuk indspilning med Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Børnekor.
Jeg maser mig også lige ind med mit eget bud på en ny melodi til teksten.
God fornøjelse og glædelig jul!
Møllehave – Hyrderne stod på marken
Hyrderne stod på marken,
som englene havde forladt,
det var en almindelig mark, de så,
og det var en almindelig nat.
Der hang et par stjerner på himlen,
men ellers var natten sort.
Og de spurgte på samme måde,
som de ofte før havde spurgt:
Hvorfor de var født under disse
utroligt fattige kår,
hvor ingen udveje fandtes
og dagene føltes som år.
Hvorfor de var født på jorden,
som ikke ku’ huse dem,
og heller ikke ku’ huse
barnet i Betlehem.
Og alting var ved det gamle
og dog så usigeligt nyt,
og intet var anderledes.
Guds ord havde bare lydt:
At han er usynlig kærlighed,
for ham er det mindste størst.
Fordi han er skaber af intet,
må alt blive intet først.
