Fortsæt til hovedindholdet
Mød vores studerende
Interview med Mads, organiststuderende

Mads, organiststuderende

Mads ønsker et job som organist, så efter han fik sin pianistuddannelse, har han valgt at uddanne sig til organist på Sjællands Kirkemusikskole i Roskilde

 

Mads Fuglsang Ryborg, orgelstuderende, 28 år.


Hvorfor går du på Sjællands Kirkemusikskole?

Det gør jeg primært for at lære at spille orgel. Jeg vil gerne have et job som organist, så for mig er det en videreuddannelse, fordi jeg har en uddannelse fra konservatoriet på klaver. Jeg har sunget i kirken, siden jeg var helt lille. Og så tænkte jeg, at det var godt at lære lidt basis både om liturgi og hvordan kirken fungerer, så derfor fandt jeg frem til kirkemusikskolen.


Hvilken uddannelse tager du?

Jeg tager orgeluddannelse på deltid. Jeg underviser en del ved siden af. Orgel på deltid tager 3 år, men jeg har planer om at begynde at søge job som organist allerede nu, og hvis jeg får det, tror jeg, at jeg ender med at skrue op og tage uddannelsen lidt hurtigere. Jeg har også fået merit fra konservatoriet på nogle fag.

Orgel er et helt andet instrument end klaver. Tangenterne er det samme, men orglet er meget mere teknisk, fordi det er et kæmpe instrument med mange muligheder og stemmer, og fordi alle orgler er forskellige. Og så skal man spille med fødderne også. Men det er et sindssygt fedt instrument, så jeg nyder det meget. Og så er der skrevet så meget fed musik til orgel - både gammelt og nyt.


Hvad er din baggrund?

Da jeg startede med at spille, ville jeg kun spille klaver. Så havde jeg nogle år på kons, hvor jeg spillede en masse, og jeg tror, jeg på et tidspunkt havde fået nok, så da jeg blev færdig på konservatoriet for 1,5 år siden, skulle der ske noget andet. Nu underviser jeg en del, og det kan jeg gode lide, men jeg vil gerne have job i en kirke. Jeg har sunget i kirke i 20 år og gør det stadig, så det er et meget naturligt skridt at tage for mig. Det føles ikke farligt på nogen måde.


Hvad er det bedste ved at gå på Sjællands Kirkemusikskole?

Der er en god stemning, og lærerne er meget kompetence. Det er et dejligt sted, når man tager ud på skolen, og de medstuderende er en sjov blanding af folk i forskellige aldre. Man føler sig velkommen.

Det giver en sjov dynamik i timerne, at der er både komponister, pianister og folk, der har lavet noget helt andet. Vi har forskellige forudsætninger og det giver et godt miljø for at lære.


Hvad er dit forhold til kirken?

Jeg har sunget i kirken, siden jeg var 8 år. Jeg har længe vidst, at Sjællands Kirkemusikskole eksisterer, for mange af mine venner er også organister og har gået på skolen, før de startede på konservatoriet.


Hvad er dine planer efter uddannelsen?

Jeg vil gerne have en fuldtids organiststilling i en kirke. Og gerne ikke alt for langt væk fra, hvor jeg bor.


Hvorfor vil du gerne være organist?

Som organist er man jo med til at forme musiklivet i en kirke, og der er en ret stor musiktradition i den danske folkekirke. Og så vil jeg gerne have en fast stilling og et kor, og et sted man kan tage hen og arbejde. Og nogle kolleger, man kan sige hej til, når man tager på arbejde, så man ikke bare går ned i et mørkt øvelokale alene. Og så er der nogle fantastiske instrumenter rundt i landets kirker, som man kan være heldig at få lov til at spille på.